Charlotte Gooskens och Karin Beijering har genomfört en undersökning i vilken utsträckning unga danskar från Köpenhamn kan identifiera olika nordiska dialekter. Resultatet redovisades i inlägget ”Kan danskere identificere nordiske dialekter?” på den 8:e dialektologkonferensen i Århus 2006. Här återges endast slutsatserna:”Denne undersøgelse har vist, at unge danskere fra København har svært ved at høre, i hvilket land forskellige nordiske dialekter tales. Der er dog stor variation fra den ene dialekt til den anden. Især de lingvistisk mest afvigende dialekter havde testpersonerne svært ved at placere korrekt. Svenske dialekter placerede de generelt set bedre end norske dialekter, formodentlig fordi de oftere hører svensk end norsk samt på grund af den store sproglige variation i norske dialekter. I et stort antal tilfælde har testpersonerne svært ved at høre forskel på svenske og norske dialekter. Især forveksler de ofte svensk dialekt med norsk dialekt. Mange dialekter identificeres fejlagtigt som færøsk eller finsk. Sandsynligvis har disse to lande fungeret som en slags ’ved ikke’ kategori. Det ville have været brugbart at tilføje en sådan svarkategori, idet vi nu ikke ved, hvornår testpersonerne virkeligt troede, at de hørte en dialekt fra Færøerne eller Finland. Der ser ud til, at dialekter, som ligner nabosproget mest, oftest placeres i det pågældende naboland. Dette gælder især for de norske. Der er altså en tydelig sammenhæng mellem lingvistiske faktorer og dialektidentificering. Vores undersøgelse giver ikke nogen information om, hvilke sproglige kendemærker, der især bevirker, at man kan identificere en dialekt. Det er muligt, at det er tilstrækkeligt for testpersonerne at høre enkelte typiske ord eller udtalefænomener for at kunne placere en dialekt. Tidligere undersøgelser (Van Bezooijen & Gooskens 1999, Gooskens 2005) har desuden vist, at især intonationen er vigtig for identificeringen af dialekter. Det ville være interessant at gentage undersøgelsen i de andre nordiske lande. Efter al sandsynlighed ville de fleste andre nordboere være bedre til opgaven end danskerne. Danskerne ikke vant til at høre dialektal variation, og derfor har de ikke så megen erfaring med at placere folk efter deres sproglige kendetegn. Desuden ville opgaven nok være lettere for nordmænd og svenskere, eftersom de ikke vil have de samme problemer med at høre forskel på norsk og svensk, som danskerne har, mens danske dialekter er så afvigende, at man ikke vil forveksle dem med hverken norsk eller svensk.”Unga danskar hade alltså lättare för att placera svenska dialekter än norska, men ofta kunde de inte höra skillnaden mellan en svensk och norsk dialekt (speciellt om den senare var en gränsdialekt). Många dialekter identifierades felaktigt som färöiska eller finska.Det vore intressant om en liknande undersökning genomfördes i Sverige. Jag håller med Gooskens/Beijering om att norska och svenska ungdomar förmodligen skulle ha lättare att höra skillnad på norska och svenska dialekter, men även de skulle säkert placera en hel del dialekter felaktigt i kategorierna färöiska och finska.Per-Åke LindblomDenna nätdagbok är knuten till nätverket Språkförsvaret.