(Denna text är hämtad från Modersmålskredsens blogg)

 "Vi her i Norden skulle gerne fortsætte med at tale nordisk til hinanden, og selv holder jeg stædigt fast på dette princip. Eksempelvis blev jeg for nylig ringet op af en yngre mand fra Lund i Sverige, der dog blot ligger tre kvarters bilkørsel fra København. Han foreslog indledningsvis, at vi skulle tale engelsk sammen. Jeg svarede, at det fandt jeg var en dårlig idé, men jeg skulle nok tale så langsomt og artikulere så godt at han kunne forstå mig, og så kunne han blot tale skånsk til mig. Herefter gik samtalen fuldstændig problemfrit, så hvorfor i alverden skulle vi dog anvende engelsk? Det forstår jeg simpelthen ikke. Men vi danske skal naturligvis gøre os klart, at vi (bortset fra de finsktalende finner) ofte udgør det største problem i den nordiske kommunikation, fordi vi artikulerer elendigt og taler alt for hurtigt.[…]

Et gammelt ord siger, at lige børn leger bedst. Det kan derfor forekomme urimeligt at forlange, at islændinge i en diskussion med os skal tale dansk, som for dem er et fremmedsprog, mens vi argumenterer på vort modersmål. Det giver et klart misforhold i mulighederne for et fremlægge argumenter, på samme måde som jeg i en diskussion på engelsk med en amerikaner altid vil være et skridt bagud, selv om engelskundervisningen i danske skoler er ganske intensiv. Men sådan er vilkårene, når man kommer fra et lille land, og dem har jeg selvfølgelig accepteret. På tilsvarende måde er der heller ingen vej uden om dansk, norsk eller svensk – eller eventuelt såkaldt blandinavisk – hvis vi mener det alvorligt med det nordiske.

Selv nægter jeg kategorisk at tale engelsk i Island, selv om det naturligvis ville være det nemmeste at springe over, hvor gærdet er lavest. Jeg er så i den specielle situation, at jeg forstår det meste af, hvad der bliver sagt og også kan klare mig på et islandsk, som ganske vist er mangelfuldt og ind imellem temmelig usammenhængende. Men det fungerer alligevel! Hidtil har samtalen typisk udviklet sig som følger: I en butik i Reykjavík henvender jeg mig på islandsk til ekspedienten, der med det samme kan høre, at jeg er dansk. Herefter sker der et af to: Hvis ekspedienten er af den ældre generation, svarer han eller hun på enten islandsk eller dansk, og så forsætter vi samtalen ad den vej.

Hvis ekspedienten er fra 40 og nedefter, kommer svaret på engelsk. Jeg fortsætter ufortrødent på islandsk. Endnu en gang svares der på engelsk, men når jeg tredje gang fortsætter på islandsk, fatter ekspedienten  pointen, og vi taler islandsk sammen resten af tiden. En sjælden gang er jeg nødt til på islandsk direkte at sige, at jeg helt principielt ikke vil tale engelsk i et nordisk land.

Under mit seneste besøg i Island oplevede jeg imidlertid en positiv forbedring i interessen for at kommunikere på nordisk (islandsk): Ekspedienten i biludlejningsfirmaet slog ikke over i engelsk, da jeg som den eneste i lokalet henvendte mig til ham på islandsk i mængden af kunder, der tydeligvis kom fra mange steder i verden og alle talte engelsk. Og pigen ved Icelandairs skranke i lufthavnen ville sandelig også gerne i første forsøg svare mig på islandsk, – det er jeg ikke vant til! Men det mest opmuntrende var, at jeg flere gange oplevede, at unge islændinge gerne ville tale dansk med mig. Det er noget nyt! Er det frugten af, at et tusindtal af islandske unge langt foretrækker Danmark som uddannelsesland og opholder sig her i landet adskillige år? Danmark er virkelig in blandt unge islændinge. Eller er det den positive effekt af Roskildefestivalen, hvorom den islandske udenrigsminister under sit netop afsluttede besøg i Danmark berettede, at hendes to børn sidste år vendte hjem fra Roskilde og stolt fortalte, at de 'havde talt dansk hele ugen'? Eller begynder vi at kunne se de første resultater af en målrettet indsats for at forbedre danskundervisningen i Island? I hvert fald er der god mening i fortsat at kæmpe for det nordiske sprogfællesskab, – også i Island.

– Chefdirigent Steen Lindholm i Nyt fra Island (udg. af Dansk-Islandsk Samfund), nr. 1, 2008."