Den Danske Sprogkreds skriver den 4 juni:

Kongehuset, demokratiet og folkekirken opfattes traditionelt som de centrale begreber i den danske nationalitet, men er det ikke på tide, at vi indsætter det danske sprog i denne række? Burde det danske sprog ikke indtage førstepladsen, for uden det, ville vi miste den identitet, som de andre institutioner er afhængige af. Uden det, ville vi ikke samles foran tv-skærmene til nytår for at høre, hvad majestæten har at sige til os, og uden det, ville vi miste grundlaget for den demokratiske samtale, der er forudsætningen for folkestyret, og uden det, ville vi forbindelsen til Grundtvig og Kierkegaard, ikke kunne forstå Olsen-banden og Benny Andersen, synge julesange og lejlighedssange, holde skåltaler og skråle ”Vi er røde, vi er hvide” til fodboldkampe.

Jamen, er det da ikke bare verdens gang, at de nationale sprog langsomt skubbes til side for de store internationale sprog: kinesisk, fransk, russisk og engelsk?

Jo, det er en fare, der truer, og i næsten alle lande ønsker man at værne landets sprog. Ifølge en rapport, som Unesco udarbejdede i 2003, var der 173 lande i verden, som havde bestemmelser om sprog i deres forfatninger, og blandt de nordiske lande er Danmark det eneste land, der ikke har sproget indskrevet i forfatningen. Af de øvrige europæiske lande er der kun seks lande, der ikke har sikret deres sprog på forfatnings-niveau: Disse lande er Storbritannien, Tjekkiet, Serbien, Montenegro, Holland og San Marino.

Läs vidare här!

(Denna nätdagbok är knuten till nätverket Språkförsvaret)